Jeg tænker
som et gammelt skuespil
der spøger.
En replik har sat sig fast -
noget fransk jeg ikke kan
udtale.
Og ham min ven som sagde det.
Facade.
Og i virkeligheden gør det bare ondt.
De fattige smil
der lurer.
De kølige ord i
varme omgivelser.
Jeg væmmes.
Ynk.
Ynk og afsavn, og jeg
higer
efter lidt ægthed.
Ægthed og awesomeness.
Noget at holde sig fast i,
noget som ikke smuldrer væk -
som en facade.
Malingen er skøn, måske.
Men er du nu også det?
